onsdag den 28. november 2007

Google docs


Noget af det sværeste ved alt dette her er at det ikke er konkret sådan som et stykke papir er det. Jeg kan bedst lære ting ved at røre ved dem, og det her foregår jo nærmest i outer space eller i hvert fald i det virtuelle rum. Jeg har prøvet at invitere nogen til at dele med mig men vil de mon det? virker det? Ulla har delt vejrsituationen i Balle med mig. Det er da noget. Og jo, jeg kan sagtens se det smarte i at vi kan skrive på samme dokument fra diverse lokaliteter. Igen, man skal læse sin mail hver dag.... billedet her har ikke rigtig noget med Google docs at gøre, udover at de deler noget, nemlig en flot udsigt.

fredag den 23. november 2007

Personlig forside

Jeg prøvede begge versioner og jeg kan bedst lide igoogle. Måske fordi Netvibes virker lidt fesent. Men ellers er det rigtig godt med kalender, nyheder, vejrudsigt osv. Desværre er der mange af de sider jeg gerne vil abonnere på, som ikke har en rss-feed.

mandag den 19. november 2007

Mit Tor-sengetæppe



Dengang vi fik Tor på biblioteket, var vi nødt til at putte papstykker i alle cd'erne. Senere kunne de så pilles ud igen. Det var meget fine, helt nøjagtigt udskårne kvadrater. Jeg syntes det var synd ikke at bruge dem til noget så jeg syede et kludesengetæppe med kvadraterne som skabelon. Her er et lille udsnit. De der har kendt mig længe, kan muligvis genkende dele af min garderobe (eller af andres).

torsdag den 15. november 2007

RSS


Det her er helt nyt og jeg er lidt skeptisk. Får jeg nogensinde tid til at læse alle de nyheder? og hvordan beskærer man egentlig en dværgsyren? hvor kommer vi fra, hvor går vi hen og hvordan dividerer man? Det letteste var at lægge feeds'ene direkte på bloggen, men så kan alle og enhver jo se at jeg abonnerer på vittigheder og sådan noget. Men Google reader tror jeg ikke at jeg får kikket på hver dag. Måske!

søndag den 4. november 2007

23 ting

Jeg er spændt på om jeg kan overkomme alt dette nye, og om jeg kan følge med i klassen. Selv om man måske godt kan lære nye ting, så ved jeg også hvor hurtigt man glemmer igen - hvis man ikke bruger de nye færdigheder jævnligt. Det er vigtigt.

torsdag den 1. november 2007

Hvordan er det at være bibliotekar


Der er knyttet rigtig mange forestillinger til det at være bibliotekar. Der er mange der bliver lidt døde i øjnene når man fortæller hvad man laver. Man kan se billederne fare igennem deres hoved: mmm - knold i nakken - fornuftige sko - briller (måske med flere styrker) - sikkert verdensfjern og knastør, højlitterær og støvet.

Det er meget forkert.

I virkeligheden er bibliotekarer verdens mest nysgerrige mennesker. De vil vide noget og de vil vide mere. De har denne trang til at verificere og katalogisere. Intet emne er dem fremmed, og intet er for småt til at blive undersøgt. Bibliotekarer ved noget om en frygtelig masse ting, for de bliver præsenteret for de mest forskellige spørgsmål i løbet af en arbejdsdag.

Bibliotekarer kan måske virke verdensfjerne, men det er fordi de udelukkende focuserer på dit problem. De skal ikke sælge dig noget, og de er ligeglade med hvordan du ser ud eller hvor mange penge du har. De vil derimod gerne hjælpe dig næsten uanset din forespørgsel. Der er grænser, men det tager vi en anden gang.


Der findes bibliotekarer, der er tatoverede. Eller danser mavedans. Måske kører de Harley-Davidson. Bibliotekarer har faktisk lige så forskelligartede interesser som andre mennesker. Der er såmænd også nogle der maler akvareller.


Desværre kan jeg ikke selv fremvise en eksotisk interesse. Det skulle da lige være at jeg har et eller andet med æsker. Det kunne der sikkert skrives en masse om, men det må andre så gøre.